Vores Filosofi
Vi er en klub, der holder fast i traditionerne fra karatens rødder samtidig med, at vi er på forkant med nye innovative træningsmetoder. Vi mener, at der skal være plads til alle og har derfor udover den almindelige karate træning ekstraordinære tilbud for dem der interesserer sig for konkurrence, så vel som dem, der er nysgerrige på hvad kampsport også kan betyde. I træningsalen er humøret altid højt og det er vores mål, at eleverne går hjem med sved på panden og et smil på læben.
Shin Gi Tai
I Shin Gi Tai Karate Center dyrker vi kampkunst med den personlige udvikling som mål.
Denne udvikling foregår sideløbende på følgende områder:
- Mentalt og åndeligt (Shin betyder sind/hjerte)
- Teknisk og færdighedsmæssigt (Gi betyder teknik)
- Fysisk og kropsligt (Tai betyder krop)
Shin Gi Tai er ensbetydende med en harmonisk udvikling af “det hele menneske”, hvor de mentale, tekniske og fysiske aspekter danner en enhed, som giver udøveren en fysisk og mental styrke med større velvære til følge.
Vi har fokus på det enkelte medlems træning og udvikling. Vi følger den klassiske japanske krigers vej benævnt som Bunbu Ryodo; pennens og sværdets vej. Det betyder at vores træning ikke kun handler om at forbedre sin teknik og fysik i kampkunsten, men i lige så høj grad om at forfine sin akademiske og kulturelle baggrund. En kampkunstudøver er en kultiveret person.
Kampkunst er for alle uanset køn, alder og fysiske forudsætninger.
Træning tilpasset alder
Træningen på de forskellige hold er nøje tilpasset alder og fysisk udviklingstrin. Således har vi udviklet et aldersdifferentieret pensum: et for børn 5-6 år, et for børn 7-9 år, et for børn 10-14 år og et for voksne. På den måde sikrer vi en træning, der er tilpasset elevens kapacitet.
Traditionel karate med et friskt pust
Vores træning er baseret på Wado Ryu Karate, som er en klassisk japansk stilart, der kendetegnes ved hurtige bevægelser, fordelagtig placering af ens egen krop og brug af modstanderens energi for at overvinde ham.
For at indøve disse færdigheder og anvende principperne i en nutidig sammenhæng, har vi udviklet vores pensum til at indeholde pushing hands, klassiske kata, samt egne øvelser, der kan bruges i dagligdags konfliktsituationer.
Individuel sport med sammenhold
Karate træning tager udgangspunkt i den enkelte og den personlige udvikling. Mange øvelser fra træningen kan med fordel trænes på egen hånd ved siden af holdtræningen.
Ved træning på hold sammen med andre mærkes glæden ved at udvikles sammen og det giver et fantastisk sammenhold når man hjælper hinanden med at opnå nye mål.
Erfarne instruktører
Træningen ledes af vores chefinstruktør Palle Thoft sensei, 7. dan Wado Karate, 4. dan Kobujutsu og international Tai Chi instruktør.
Med mere end 40 års undervisningserfaring hører Palle til blandt Danmarks mest erfarne og respekterede instruktører. Palle sensei har konstant udviklet sine kompetencer indenfor kampkunst. Aktiv på landshold fra 1981 til 1994 og med en uddannelse som elitetræner på Idrættens Træner Akademi fungerede Palle også i en årrække som talenttræner samt landsholdstræner for både junior og senior landsholdet.
Gennem årene har Palle ført mere end 25 udøvere frem til sort bælte.